Motivation_Anjanielsen

En torsdag morgen til fællestræning har jeg så ondt i benene af syre fra tirsdagens træning, at jeg har lyst til at give mig til at tude. Jeg synes simpelthen det er synd for mig og jeg synes simpelthen også det virker som om de andre får meget mere ud af træningen end mig. Har de ikke også allerede tabt sig mere end mig? Er de ikke også blevet stærkere? Er det ikke også bare fordi jeg ikke har kunnet komme til alle træningerne?

 

Jeg bliver sur på mig selv over at jeg har ladet stå til i så mange måneder. At jeg har tilladt min krop at komme så meget på afveje, at jeg virkelig skal kæmpe for at få den tilbage. Indsæt selv de former for ynk du kender.

 

Vores træner den dag, starter med at bede os om at gå op og ned af trappen, sådan lige for få gang i opvarmningen. Jeg hader ham. Jeg kan jo ikke gå op af den trappe. Det gør virkelig nas.

 

Mig: ”Jeg kan ikke gå op af den trappe, det er fuldstændigt umuligt”

Træner: ”Joh, det kan du sådan set godt. Bare kom i gang.”

 

Så jeg begynder at gå op. Trin for trin. Det gør afsindigt ondt. Men jeg gør det og det bliver bedre. Lidt bedre. Som kroppen bliver varm. Det gør stadig ondt på den der herligt sviende måde, men jeg tvinger mig selv til det.

 

Og ja. Det var bare en omgang opvarmning på en trappe i et fitnesscenter, men min reaktion var et klokkeklart vink med en vognstang for, hvordan min motivation er, når det gælder mål for min krop. Jeg klynker. Det er sgu ikke noget jeg er stolt over, men det gør jeg. Jeg kan ikke overskue det, hvis den ikke gør som jeg gerne vil have den til i det øjeblik jeg gerne vil have den til det. Læg dertil, at jeg ikke bare skal smide 5 kg. Jeg skal smide i hvert fald 15 kg og allerhelst 20 kg og for hver gang jeg tager et skridt opad på den skide trappe, dunker jeg mig selv oven i hovedet. Hvorfor f….. kunne jeg ikke bare ha’ holdt min krop ved lige, så jeg lige nu kunne være tilfreds med den? Så den ville være stærk og fit til at kunne klare de trapper og jeg skulle ikke græmmes hver gang jeg kigger mig selv i spejlet.

 

Jeg kommer igennem morgentræningen, men hiver min træner i ærmet, da vi er færdige og ber om en samtale. Jeg ved ikke helt hvad jeg vil sige, men jeg har indset at netop motivation er min akilleshæl. Jeg ved godt hvad jeg skal spise. Jeg ved godt, hvordan jeg skal træne. Jeg ved godt, hvilke kosttilskud der er gode, men jeg kan ikke overskue tanken om at skulle blive ved og ved uden at se resultater.

 

Vi sætter os ind i lokale og lukker døren. ”Nå. Hvad så?”, siger han og jeg begynder at famle lidt med ordene. Synes måske det er sådan lidt flovt. Altså jeg har jo hverken en skade, eller vejer 400 kg for meget, så jeg synes måske det er lidt krukket, at jeg ligefrem ber om en samtale.

 

”Jamen, det er bare fordi… altså jeg synes bare ikke rigtigt…det går bedre men, jeg kan ikke rigtigt…..”

”Det lyder måske lidt som om du trænger til at holde snuden i sporet, for du kommer ikke til at tabe dig 20 kg på en måned.”

 

Nå. Og hvad mente han så med det?

 

Jeg forberedte mig på en lang forklaring med alle de ting jeg udmærket godt vidste i forvejen, men så spurgte han hvor mange kg jeg ville tabe mig inden 15 juli. Øøøøh hvad? ”10 kg, det kan du godt nå at tabe”, og så hev han 10 stykker A4-papir frem og lagde dem på gulvet foran mig i en lang række. Jeg sad i den ene ende og han stod i den anden. Og pludselig gav det mening. At tab af kilo og bedre form kommer trinvis. Hello stupid, det siger jo sig selv, men det var alligevel rigtigt fint at sidde der og glo på 10 hvide stykker papir og visualisere dem forsvinde. Det gav på en meget banal måde – god mening.

 

Men er det ikke logik for burhøns, tænker du? Jo. Det er det. Men det er nogle gange de mest simple ting, man ikke kan få øje på, i sin famlen for at nå sit mål.

 

 

Jeg har lige været en uge på Rhodos for at undervise i yoga. På anden dagen var der regn, så min veninde og jeg endte på en skønhedsklinik, hvor vi lige kunne forkæle os selv med massage og fodbehandling.

Vi faldt i en snak med en dansk pige, som tydeligvis var gravid, og også langt henne i graviditeten. Pigen fortæller os, at hun først lige for 2 uger siden havde fundet ud af, at hun var gravid, hun havde nemlig fået at vide af lægerne, at hun ikke kunne blive gravid, og troede derfor, at hun havde en tarmsygdom. Når barnet bevægede sig, troede hun det var tarmene som arbejdede.

Lægerne havde først i 7. Måned fundet ud af, at det var en graviditet, så hun var naturligvis lidt i chok.

Jeg kunne simpelthen ikke tro det; hvordan kan man kende sin egen krop så lidt, at man ikke kan mærke, at man er gravid?
Og hvordan kan man stole mere på lægerne end sin egen kropsfornemmelse?

Det fik mig også til at tænke på, hvor mange af de mennesker jeg vejleder til daglig, som ikke lytter til deres krop, og som måske slet ikke kender kroppens mange signaler. De kan ikke mærke sig selv, og har fuldstændig afskåret forbindelse mellem hovedet og kroppen.

Din krop fortæller dig hver dag hvordan den har det, den giver tegn via huden, dit humør, din fordøjelse, dit energiniveau, dit hår, dine negle, dine øjne, din søvn osv.

Hvad gør du når du er træt? Går du i seng? mediterer du?
Eller fylder du din krop med kaffe, energidrik og sukker?

Hvad gør du når du har hovedpine? Drikker noget mere vand? Får noget frisk luft? Laver udstræk af nakke og skuldre?
Eller tager du en Panodil?

Hvis du føler dig oppustet efter et måltid, skal du måske kigge på, hvad du indtager til dine måltider samt din produktion af HCL. Måske indtager du fødevarer, som din krop har svært ved at arbejde med, og måske producerer du ikke nok saltsyre (HCL)til at nedbryde maden.

Hvis dine fingernegle er skrøbelige og flækker, skal du se på dit indtag af vitaminer og mineraler eller også er din fordøjelse ikke optimal.

Hvis du er træt og uoplagt skal du måske se på din søvnhygiejne, dit kostindtag, dit D-vitamin niveau eller dine motionsvaner (eller mangel på samme)

Som sagt fortæller kroppen dig konstant hvordan den har det, og jeg har en tro på, at den giver dig kraftigere og kraftigere respons, når du ikke lytter til den. Små hints bliver til syngende lussinger, og hvis du heller ikke forstår det, får du på et tidspunkt en knytnæve lige i maven, så du til sidst forstår det. Men skal du virkelig så langt ud før du begynder at lytte?

Hvor mange hints får du af din krop lige nu? Får du syngende lussinger, eller små hentydninger til, at der er noget du skal lave om?

I denne uge skulle jeg være alene hjemme med mine to børn i en uge, da min mand skulle til Kina for at deltage i et løb. Der var egentligt lagt op til en uge med masser af tid til træning og ro på kosten, da ingen andre voksne mennesker kunne ”forstyrre” med slik, is eller kage.

 

Men. Universet og jeg var ikke helt enige om det set-up og i det øjeblik min mand boardede flyet i Helsinki med kurs mod Kina, fik begge mine børn omgangssyge på den der helt overdrevne måde, hvor man som forælder ligner en bange hamster efter to dage uden nattesøvn og afsindig mange tøjvaske.

 

Jeg måtte vinke farvel til fællestræning tirsdag og torsdag, da ingen ligefrem brændte efter at komme og passe af frygt for at indhalere samme virus.

 

Torsdag var jeg så desperat at jeg pakkede blege unger ned et IC3 tog og tog over til en veninde i København. Optimistisk tog jeg løbetøjet med og løb en tur rundt om søerne. En tur jeg har løbet tusindvis af gange og jeg glædede mig til det.

Men. Det var verdens dårligste løbetur. Kunne slet ikke finde den rette vejrtrækning. Mine ben gjorde ondt og jeg følte mig simpelthen så tung. Heldigvis for min stoltheds skyld, havde jeg noget løbetøj på, som jeg virkelig godt kan lide og som jeg har det godt i, så i det mindste gik jeg ikke også ned på udstyr.

 

Der er ikke meget mere at sige til den uge, end at jeg fik øvet noget seriøs trappetræning, da vi har soveværelser på 1. Salen og vaskerum i kælderen. Jeg fik øvet min parathed og omstillingsevne en hel del, da jeg hovedsageligt blev vækket om natten og på et nanosekund skulle vurdere situationens karakter og handle derefter.

Mine børn roste mig endda for min hurtighed og min ene søn spurgte helt oprigtigt: ”Mor, hvordan kan du komme hen til mig så hurtigt med en brækspand, når jeg kun har sagt mooar, én gang?” Det er bare sådan noget man lærer på Bodychallenge, min dreng.

spand

Så faktisk var jeg ikke ked af at have misset to af ugens tre træninger, for det her føltes som en omgang hardcore crossfit med alle de børn og vasketøj jeg skulle slæbe rundt på. Oven-i-hatten ville jeg ikke have overlevet, hvis ikke jeg havde kørt benhård mentaltræning, så jeg synes faktisk jeg klarede det ret godt.

 

Sindssyg god sideeffekt det har, det her Bodychallenge.

 

For mig er sundhed ikke sort/hvid. Jeg forsøger, at give mine børn så sund og varieret kost som muligt, og lære dem om vigtigheden i, at passe på sig selv. Jeg syntes ikke selv, at jeg er ekstrem, (selv om mine drenge nok vil mene noget andet) men jeg har ret faste principper om, hvad de må få, og hvad de ikke må få at spise.

yumyum

Sundhed handler dog også om at indgå kompromiser, f.eks. har mine drenge i mange år spist havregryn til morgenmad, ovenpå havregrynene kunne de få en håndfuld rugfras eller af og til corn flakes, men ALTID med havregryn. Jeg laver også hellere scramblede æg, kalkunbacon og lækkert rugbrød end at servere rundstykker i weekenden.

 

En torsdag aften inden spisetid udviklede en indkøbstur i Super Brugsen sig næsten til et drama foran en kassedame og 3 andre kunder i køen til kassen, da min søn mere end kraftigt insisterede på, at vi skulle købe Yum Yum nudler med til hans madpakke

 

For de uindviede er Yum Yum nudler små poser med billige nudler lavet af hvedemel, en lille pose med kyllinge- eller oksekødsaroma og en masse E-numre.

 

Mig: ”NEJ, det får du så ikke med til din frokost”

O: ”arh kom nu, alle de andre må få det, hvorfor skal vi altid være så sunde og kedelige i vores familie”

Mig: ” Vi er da ikke kedelige, du må gå i skole i lyserøde gamacher og tyl skørte, men du får ikke nudler med til frokost”

O: ”Det er bare SÅ typisk, når jeg bliver 18 vil jeg spise ALT det jeg ikke må”

Mig: ”Det lyder da som en god ide, hvad vil du så egentlig spise?”

O: ”Yum yum nudler, kinesiske jordbær og Gin……….”

Mig: ”øh godt så, jamen så må du da glæde dig enormt meget til du bliver 18 år”

 

Vi kom ud af Super Brugsen UDEN Yum Yum nudler, men med en virkelig muggen dreng.

 

En bemærkning fra min mor dagen derpå (ja, det er jo blandt andet det man har bedsteforældre til) fik mig til at tænke på, at jeg måske kunne bruge de der (i min verden klamme) nudler til at indgå et kompromis. Grøntsager og salat er nemlig ikke ligefrem på min søns liste over hans yndlings spise.

 

Kompromiset blev:

Et stk. Plastic bøtte med spidskål, agurk, sukkerærter, gulerødder, kyllingefilet, kalkunbacon i små tern OG ½ pakke kogte Yum Yum nudler uden tilsat aroma og E-numre men i stedet lidt dressing.

Yum_madpakke_anjanielsen

Resultat:

Et stk. søn som gladelig spiste sin madpakke, fik spist flere grøntsager og mere protein end til sin normale frokost OG ca. 35 g. nudler.

Facebook, onsdag kl. 10.13:

Mig: ”Men INTET af det jeg gør virker!”

 

Anja: ”Tror du virkelig du kan fucke din krop op i to år, og så fikse det på 12 uger?”

Fuck

Således oplyst gik jeg bandende ud i køkkenet og kiggede ned i min grøntsags-skuffe i køleren. Broccoli. Bah! Kål. Bah! Salat. Bah! Gulerødder. Bah! Giv mig noget sukker, noget kage, en iskold weissbier med ristede nødder til. Eller bare hvad som helst andet end de grøntsager.

 

Indsæt selv alle de bandeord du kender her: _______________, så har du nogenlunde titlen på min seneste uge.

 

Dertil har jeg haft følelsen af at slæbe rundt med en tonstung minearbejder på ryggen hele ugen. Tunge ben. Tung krop. Tungt hoved. Tungt humør og en kostplan jeg var uvenner med. En fedtprocent, der virkede urokkelig og en hidsighed over at min krop ikke er 25 år længere. Hej kliché. Og hej kliché, at jeg er gift med en sportsmand, som på 10 sek. Kan gøre min superfede racercykel klar til forårsturene. Som snildt kan pege og på vores TRX-system og vægtstangen i garagen og minde mig om at alle dele er til fri afbenyttelse – for ikke at tale om de tre kettlebells, der står så fint på rad og række. Ironien er da til at få øje på.

 

Særligt fordi ingen i huset er fanatiske med sport. Min mand gør det fordi han kan lide det, og det har han altid gjort. Han psykopat-træner ikke og spiser efter en kostplan, men når ungerne er lagt i seng løber han gerne en tur, eller nupper en time på cyklen midt på dagen, for lige at cleare tankerne.

 

Alt i alt rigtig fin inspiration, men der er jo ikke rigtigt nogen der kommer og fjerner fedtet om natten eller løber for mig eller træner med vægte, mens jeg ligger mageligt i min sofa. Min krop er heller ikke 20 år længere, så det der med KUN at begynde at træne og så se kroppen forandre sig på forholdsvis kort tid, det er bare slut, som i: s.l.u.t.

 

Der er nye boller på den suppe som hedder: tålmodighed. Noget der absolut IKKE ligger i mit DNA. Jeg hader alt der går langsomt. Jeg gider ikke at det pludselig skal tage fire måneder at tabe ét kg. Og nej, jeg elsker ikke min krop imens eller kan nyde at jeg gør noget godt for mig selv mens jeg venter på at jeg kan presse min røv med i de jeans der ligger og venter.

 

Mentaltræning, sagde du?

 

Fint. Det må så vente til næste uge.

 

Jeg skal lige være færdig med at være sur først.