,

Åh den forbandede jalousi..

Forleden mæglede jeg i en konflikt mellem to skønne piger på vores Lifechallenge hold (et træningsforløb for børn og unge) konflikten bestod i, at der var kommet en tredje pige på holdet, og en af de to piger følte sig valgt fra, svigtet og ikke god nok. Den ene pige var altså ked af det og jaloux, og den anden pige var vred og skuffet, for som hun sagde; ”når du er jaloux betyder det jo, at jeg ikke må snakke med andre” og ”Det er altså forkert at være jaloux”

Vi tog en snak om følelsen af jalousi, for følelsen er langt fra forkert, den er helt naturlig. Ja faktisk er den lige så naturlig som at føle vrede, glæde og være ked af det. Midt i snakken slog det mig, hvor hurtigt vi får lavet en skygge på det at være jaloux. I stedet for at arbejde med følelsen af ikke at være god nok og frygten for at miste, som jo er helt reelle følelser, som vi nok alle kender, bliver jalousien til noget, som er skamfuldt og forbudt, og som derved let vokser til et kæmpe monster. Jo mere vi forsøger at holde det nede, jo mere vokser det indeni.

 

Det interessante ved følelsen af jalousi er nærmere, hvordan vi tackler den, om vi lader den styre vores liv, blive en pine for vores dybeste relationer og vores nærmeste, eller lader den være en lille del af den vi er, og minde os om, hvor sårbare vi er .

 

Jeg selv har aldrig været særlig jaloux, jeg har faktisk valgt, IKKE at være det, og det kan også være en udfordring, for naturligvis har jeg følt jalousi – men i stedet for at gå ind i følelsen, har jeg i mange år bare valgt at give jalousien fingeren, og er rykket videre til noget som var sjovere og mere behageligt. Til gengæld har jeg næsten altid haft jaloux kærester, så jeg kender følelsen i sin grimmeste form, da jeg er blevet gjort både forkert, blevet råbt af, og har kæmpet mange kampe for at få lov at være mig, uden at blive mistænkeliggjort. Jeg har HADET følelsen og det som følelsen kan få folk til.

 

Jeg har valgt at ”stjæle” et udtryk, som en af mine gode venner sagde en dag, hvor jeg spurgte ham, om han var jaloux anlagt. Hans svar var:

”Jeg er liberal i hele mit livssyn, jeg tror på det frie valg, og derfor er jeg ikke jaloux”

 

For mig giver dette udsagn mening i mit ”voksne og selvstændige liv” ;-)

I stedet for at give jalousien fingeren, har jeg valgt at byde følelsen velkommen, hvis den en sjælden gang dukker op. Følelsen bekræfter mig i, at jeg er glad for min nye kæreste og ikke ønsker at miste ham, den gør, at jeg føler jeg lever, og at jeg er skarp i mit forhold til min kæreste og mine øvrige nære relationer. Jeg føler, at jeg har et sundt forhold til min jalousi, så jeg hverken flygter fra den eller giver den næring til at gro. Den får lov til at være lige der, hvor den minder mig om, hvor meget jeg elsker og hvad jeg har at miste, og den motiverer mig til at være den bedste udgave af mig selv.

Jeg har dog valgt den tilgang til livet, at hvis jeg hver dag gør mit ypperste for at være den bedste udgave af mig selv, er der ikke andet jeg kan gøre. Hvis forhold og relationer går i stykker, er det fordi, at det ikke skal være. Det betyder ikke, at jeg ikke er godt nok, men bare, at tiden er kommet til at skilles. Ja, det kan gøre ondt, men der er ikke plads til, at alle relationer varer for evigt. Hvis vi skal udvikle os som mennesker er det nødvendigt, at nogle af vores relationer stopper og andre kommer til.

 

Jalousien kommer til udtryk, når vi er bange for at miste, når vi fornemmer, at vores nærmeste vakler imellem os og noget andet. Jeg tror på, at de fleste mennesker af og til stopper op og tænker over, om de er det rette sted. Det rette sted i deres kærlighedsforhold, venskaber, deres arbejdsliv osv. For mig er det sundt og naturlig at stoppe op, også når det er mine nærmeste relationer, som gør det. Det giver os en chance for at vælge til igen, så livet og hverdagen ikke bliver til ”leverpostej”

 

Så tænk nu, hvis vi kan tage en snak med vores børn (og de to teenage piger) og lære dem, at det er ok at sige :

 

”Når du gør det der, bliver jeg helt vildt usikker på mig selv, og bliver bange for at miste dig”

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.