Annamettes 12 ugers Bodychallengeforløb uge 2

Facebook, onsdag kl. 10.13:

Mig: ”Men INTET af det jeg gør virker!”

 

Anja: ”Tror du virkelig du kan fucke din krop op i to år, og så fikse det på 12 uger?”

Således oplyst gik jeg bandende ud i køkkenet og kiggede ned i min grøntsags-skuffe i køleren. Broccoli. Bah! Kål. Bah! Salat. Bah! Gulerødder. Bah! Giv mig noget sukker, noget kage, en iskold weissbier med ristede nødder til. Eller bare hvad som helst andet end de grøntsager.

 

Indsæt selv alle de bandeord du kender her: _______________, så har du nogenlunde titlen på min seneste uge.

 

Dertil har jeg haft følelsen af at slæbe rundt med en tonstung minearbejder på ryggen hele ugen. Tunge ben. Tung krop. Tungt hoved. Tungt humør og en kostplan jeg var uvenner med. En fedtprocent, der virkede urokkelig og en hidsighed over at min krop ikke er 25 år længere. Hej kliché. Og hej kliché, at jeg er gift med en sportsmand, som på 10 sek. Kan gøre min superfede racercykel klar til forårsturene. Som snildt kan pege og på vores TRX-system og vægtstangen i garagen og minde mig om at alle dele er til fri afbenyttelse – for ikke at tale om de tre kettlebells, der står så fint på rad og række. Ironien er da til at få øje på.

 

Særligt fordi ingen i huset er fanatiske med sport. Min mand gør det fordi han kan lide det, og det har han altid gjort. Han psykopat-træner ikke og spiser efter en kostplan, men når ungerne er lagt i seng løber han gerne en tur, eller nupper en time på cyklen midt på dagen, for lige at cleare tankerne.

 

Alt i alt rigtig fin inspiration, men der er jo ikke rigtigt nogen der kommer og fjerner fedtet om natten eller løber for mig eller træner med vægte, mens jeg ligger mageligt i min sofa. Min krop er heller ikke 20 år længere, så det der med KUN at begynde at træne og så se kroppen forandre sig på forholdsvis kort tid, det er bare slut, som i: s.l.u.t.

 

Der er nye boller på den suppe som hedder: tålmodighed. Noget der absolut IKKE ligger i mit DNA. Jeg hader alt der går langsomt. Jeg gider ikke at det pludselig skal tage fire måneder at tabe ét kg. Og nej, jeg elsker ikke min krop imens eller kan nyde at jeg gør noget godt for mig selv mens jeg venter på at jeg kan presse min røv med i de jeans der ligger og venter.

 

Mentaltræning, sagde du?

 

Fint. Det må så vente til næste uge.

 

Jeg skal lige være færdig med at være sur først.