Jeg er opdraget til, at aftaler er noget man overholder. Derfor laver jeg aftaler med mig selv ved at skrive mine planlagte træningspas i min kalender.
Snyd hjernen til at tro, at den ELSKER at træne
Hver gang du tænker en positiv eller en negativ tanke, dannes et mønster i hjernen. Jo flere positive tanker du tænker, jo lettere er det at blive i det positive. Din hjerne er indrettet til at spare energi når den kan, og derfor følger den de tankemønstre, som er bedst indarbejdet.
Da jeg for mange år siden deltog i fitness konkurrencer, havde jeg et benprogram, som indebar en hulens masse reps og det skulle laves hver 2. Dag. Det var SÅ kedeligt, og jeg hadede det. En dag besluttede jeg, at jeg ville tricke min hjerne til at syntes om træningen. Jeg fortalte mig selv flere gange om dagen, hvor meget jeg elskede træningen, og hvor meget jeg glædede mig til at skulle lave de hundredevis af gentagelser. – det hjalp. I dag elsker jeg min ben træning.
Det er et ret simpelt værktøj, men det virker – du kan træne din nervebaner i hjernen til at tænke positivt, ved at gentage de nye tankemønstre så ofte som muligt.
Fremhæv alle fordelene
Jeg elsker at træne og være fysisk aktiv, men jeg har naturligvis også dage,
hvor jeg bare ikke orker at tage løbeskoene på. Faktisk tog det mig næsten et år at komme til at elske at løbe, men jeg nyder nu mine løbeture 3 gange om ugen.
Når jeg løber og syntes, at det bliver lidt hårdt, fastholder jeg min motivation ved at tænke på alle de fordele der er ved at jeg løber, puster, presser mig selv, og føler at jeg er tæt på at dø ;-)
min kondi bliver bedre
mit humør bliver bedre
min forbrænding boostes
mine knogler styrkes
osv
Just do it
De dage, hvor mine dårlige undskyldninger fylder mere end min motivation, benytter jeg mig af Nikes geniale slogan: ”Just do it” Selv om jeg ikke gider, så gør jeg det alligevel. Det er ret simpelt, jeg lægger hjernen og de dårlige undskyldninger på hylden, og gør det, selv om jeg ikke gider.
Brug en makker
Min kæreste er min træningsmakker. Det gør, at jeg glæder mig til at vi skal være sammen om træningen.
En træningsmakker hjælper de fleste med både opbakning og motivation.
http://anjanielsen.dk/wp-content/uploads/2017/03/justdoit.png290174Anja Nielsenhttp://anjanielsen.dk/wp-content/uploads/2016/01/anja-nielsen-logo.pngAnja Nielsen2017-03-07 12:59:182017-03-15 07:09:27Mine 5 bedste råd til at fastholde din træning
Forleden mæglede jeg i en konflikt mellem to skønne piger på vores Lifechallenge hold (et træningsforløb for børn og unge) konflikten bestod i, at der var kommet en tredje pige på holdet, og en af de to piger følte sig valgt fra, svigtet og ikke god nok. Den ene pige var altså ked af det og jaloux, og den anden pige var vred og skuffet, for som hun sagde; ”når du er jaloux betyder det jo, at jeg ikke må snakke med andre” og ”Det er altså forkert at være jaloux”
Vi tog en snak om følelsen af jalousi, for følelsen er langt fra forkert, den er helt naturlig. Ja faktisk er den lige så naturlig som at føle vrede, glæde og være ked af det. Midt i snakken slog det mig, hvor hurtigt vi får lavet en skygge på det at være jaloux. I stedet for at arbejde med følelsen af ikke at være god nok og frygten for at miste, som jo er helt reelle følelser, som vi nok alle kender, bliver jalousien til noget, som er skamfuldt og forbudt, og som derved let vokser til et kæmpe monster. Jo mere vi forsøger at holde det nede, jo mere vokser det indeni.
Det interessante ved følelsen af jalousi er nærmere, hvordan vi tackler den, om vi lader den styre vores liv, blive en pine for vores dybeste relationer og vores nærmeste, eller lader den være en lille del af den vi er, og minde os om, hvor sårbare vi er .
Jeg selv har aldrig været særlig jaloux, jeg har faktisk valgt, IKKE at være det, og det kan også være en udfordring, for naturligvis har jeg følt jalousi – men i stedet for at gå ind i følelsen, har jeg i mange år bare valgt at give jalousien fingeren, og er rykket videre til noget som var sjovere og mere behageligt. Til gengæld har jeg næsten altid haft jaloux kærester, så jeg kender følelsen i sin grimmeste form, da jeg er blevet gjort både forkert, blevet råbt af, og har kæmpet mange kampe for at få lov at være mig, uden at blive mistænkeliggjort. Jeg har HADET følelsen og det som følelsen kan få folk til.
Jeg har valgt at ”stjæle” et udtryk, som en af mine gode venner sagde en dag, hvor jeg spurgte ham, om han var jaloux anlagt. Hans svar var:
”Jeg er liberal i hele mit livssyn, jeg tror på det frie valg, og derfor er jeg ikke jaloux”
For mig giver dette udsagn mening i mit ”voksne og selvstændige liv” ;-)
I stedet for at give jalousien fingeren, har jeg valgt at byde følelsen velkommen, hvis den en sjælden gang dukker op. Følelsen bekræfter mig i, at jeg er glad for min nye kæreste og ikke ønsker at miste ham, den gør, at jeg føler jeg lever, og at jeg er skarp i mit forhold til min kæreste og mine øvrige nære relationer. Jeg føler, at jeg har et sundt forhold til min jalousi, så jeg hverken flygter fra den eller giver den næring til at gro. Den får lov til at være lige der, hvor den minder mig om, hvor meget jeg elsker og hvad jeg har at miste, og den motiverer mig til at være den bedste udgave af mig selv.
Jeg har dog valgt den tilgang til livet, at hvis jeg hver dag gør mit ypperste for at være den bedste udgave af mig selv, er der ikke andet jeg kan gøre. Hvis forhold og relationer går i stykker, er det fordi, at det ikke skal være. Det betyder ikke, at jeg ikke er godt nok, men bare, at tiden er kommet til at skilles. Ja, det kan gøre ondt, men der er ikke plads til, at alle relationer varer for evigt. Hvis vi skal udvikle os som mennesker er det nødvendigt, at nogle af vores relationer stopper og andre kommer til.
Jalousien kommer til udtryk, når vi er bange for at miste, når vi fornemmer, at vores nærmeste vakler imellem os og noget andet. Jeg tror på, at de fleste mennesker af og til stopper op og tænker over, om de er det rette sted. Det rette sted i deres kærlighedsforhold, venskaber, deres arbejdsliv osv. For mig er det sundt og naturlig at stoppe op, også når det er mine nærmeste relationer, som gør det. Det giver os en chance for at vælge til igen, så livet og hverdagen ikke bliver til ”leverpostej”
Så tænk nu, hvis vi kan tage en snak med vores børn (og de to teenage piger) og lære dem, at det er ok at sige :
”Når du gør det der, bliver jeg helt vildt usikker på mig selv, og bliver bange for at miste dig”
Jeg var engang så vred på min tidligere mand, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv. Faktisk var jeg både vred, såret, skuffet og ked af det. Jeg kunne ikke være i min egen krop af bare vrede, og jeg følte, at jeg måtte lave et statement, sådan et ”Man fucker ikke med mig” statement.
…..så jeg købte en kælegris…..
Ja, det gjorde jeg, og de første par uger, var jeg et kæmpe hit hos vores drenge – hvor cool er det lige at sige til vennerne ”vil du med hjem og se min kælegris?”
Bacon, som grisen blev døbt var virkelig sød, ja og klog er sådan nogle grise også, men jeg kan ligeså godt være ærlig og fortælle, at det nok ikke var den bedste ide jeg har fået.
Lang historie kort:
Drengegrise begynder at udskille ornelugt ret tidligt, og det dufter ikke specielt godt
Grise gnubber sig ofte og længe – hertil er spisebords benet et godt redskab
Griseklove, som går rundt på et trægulv kan holde dig vågen en hel nat
Grise er meget sociale og følsomme, så vil helst sove i nærheden af deres ejer, eller i ske med ejerens hund (som bare ikke gad blive gnubbet af en gris konstant…..)
Det er ret besværligt at bestille ormekur mv. til grisen, da det faktisk ikke er lovligt at holde dem som husdyr i et paracelhus
Naboerne tror du er blevet rablende skør
Efter 5-6 uger blev der nedlagt veto i hjemmet, og Bacon fik et nyt hjem på en bondegård (men døde rent faktisk af sorg efter kort tid – han savnede de trygge rammer i paracel huset)
Men bare rolig, jeg FIK lavet mit statement, og det var IKKE til at misforstå ;-)
Og hvad vil jeg så fortælle om historien om Bacon;
Jo, det jeg lærte var faktisk, at når jeg bliver vred og har en dårlig dag, så skal det ud. Jeg er ikke typen der råber og skriger og skælder ud, så jeg har brug for en anden måde at komme af med min overskydende energi. Jeg bor 40 min kørsel fra det fitnesscenter, hvor jeg arbejder, så jeg kan ikke bare gå hen og løfte nogle tunge vægte når jeg har brug for det. Derfor har jeg lært at løbe.
Jeg er ikke nogen speciel god løber – jeg er mere yoga og styrketræning typen, men når jeg løber i skoven får jeg renset hovedet, vrede, frustration og ked-af-det-hed forlader både hoved og krop, og jeg føler, at jeg kommer hjem som et nyt og bedre menneske.
Måske kan du også bruge motion som din måde af afreagere på?
Hård træning:
Øger kroppens produktion af serotonin, som er et signalstof, der påvirker både dit humør, din appetit og din sexuelle lyst,
Øger kroppens produktion af endorfiner, som virker som lykkehormoner
Øger kroppens produktion af noradrenalin, som påvirker din stress respons og dit energiniveau
Nå, men ”Mette” og jeg havde en opfølgning for noget tid siden, og hun har brugt sommeren som vi havde aftalt; nemlig med at sove, slappe af, gå lange ture og give sin krop en masse hvile og noget god næring. På de lange gåture havde ”Mette” tænkt og tænkt og tænkt, og noget af det som hun havde tænkt over, kunne jeg godt tænke mig at dele med dig, fordi jeg tror, at du måske kan nikke genkendende til noget af det.
”Mette” havde nemlig tænkt over, at det ikke er specielt hensigtsmæssigt, at det er hendes kæreste som skal passe på hende og sige fra for hende. ”Mette” er hårdtarbejdende, hun er pligtopfyldende, og giver hellere en hånd med, end at trække sig. Kort sagt, knokler hun til hun segner, og her er det hendes kæreste, som stopper hende, og beder hende passe på sig selv, inden hun vælter af træthed og stress. Det er også hendes kæreste som stopper hende, når hun ikke mærker sig selv, og spiser på træthed og ked-af-det-hed. De der dage, hvor hun bare fylder hovedet med mad uden at tænke og mærke efter.
Hendes kæreste er heldigvis både sød, omsorgsfuld og hensyntagende, men hey, er det virkelig hans ansvar?
Tænk at overlade ansvaret for at passe på dig, til et andet menneske…. Er det rimeligt?
Nej egentlig ikke vel? Faktisk er det et ret stort ansvar at pålægge de mennesker vi holder af, at de skal fornemme hvor vores grænser er og sige fra for os.
Så vi fik en snak om, hvordan det ville være at passe på sig selv, at sige fra, når hun er træt, ked af det osv. – Og vi fik også en snak om, hvor respektfuldt det ville være, både overfor hende selv, men også hendes kæreste, hvis hun blev bedre til at melde klart ud omkring hendes følelser og behov.
Det overordnede tema for dette er selv-kærlighed og omsorg. Jeg oplever, at mange af de klienter jeg vejleder, er utrolig dårlige til at mærke sig selv, sætte grænser og bede om det de vil ha.
Hvis ansvar er det i virkeligheden at passe på dig?
Hvad vil der ske, hvis du bliver bedre til at passe på dig selv? Bedre til at sige til og fra?
Hvad vil det betyde for dig, hvis du begynder at passe på dig selv?
http://anjanielsen.dk/wp-content/uploads/2016/01/anja-nielsen-logo.png00Anja Nielsenhttp://anjanielsen.dk/wp-content/uploads/2016/01/anja-nielsen-logo.pngAnja Nielsen2016-08-28 20:25:112016-08-28 20:25:11Hvis ansvar er det at passe på dig?
For nogle uger siden skrev en af mine kunder til mig, lad os kalde hende Mette. Mette havde været på et livsstilsforløb for ca. 1 år siden og havde derigennem fået sund mad og regelmæssig motion arbejdet ind i sin hverdag. Faktisk havde hun tabt 20 kg. i alt, hun strålede, havde energi, selvtillid og masser af overskud.
Men så skete der nogle ændringer i hendes privatliv. Hun startede sit eget firma og påbegyndte samtidig en ny uddannelse. Travlhed, nye rutiner og alt alt for mange arbejdstimer har gjort, at hun nu i 6 mdr. ikke har fået trænet, og den sunde kost er også gået fløjten, hun er kort sagt faldet tilbage i sine gamle mønstre.
OG HVAD ER DER MÅSKE SEJT I DET?
Tænker du nok?
Jo, nu skal du høre, Mette er nemlig super sej
fordi hun kontakter mig for at få hjælp til at komme tilbage på sporet
fordi hun gør det FØR hun har taget alle 20 kg. på igen
Mettes udfordring er nemlig, at hun godt er klar over, at hun er røget af sporet, hun ved, hvor vigtigt det er for hende at træne og spise sundt, og hun husker tydeligt, hvordan hun havde energi og overskud, da hun levede sundt, men hun kan simpelthen bare ikke komme i gang.
Det der med at træne 3-4 gange om ugen, spise flere gange om dagen, få nok protein, nok grøntsager, nok vand, nok omega 3 osv. som hun gjorde før, virker bare så uoverskueligt lige nu.
Inden Mette kontaktede mig, havde hun selv prøvet at komme tilbage på sporet flere gange, men Mette havde lavet en stor fejl:
Hun prøvede at starte der, hvor hun slap for 6 mdr. siden……
Mette husker nemlig kun hvordan hun levede da hun slap den sunde livsstil, og har helt glemt, hvor lang tid hun brugte sidst, på at få alle de sunde rutiner indarbejdet til nogle gode sunde vaner.
Desuden er hendes krop træt efter 6 mdr. med for lidt søvn, dårlig kost, kun få måltider om dagen, ingen motion og for meget arbejde, så bare tanken om alle de ændringer hun skal foretage gør hende træt og opgivende.
Selv om Mette er utålmodig, og helst vil have tabt de 8 kg. i morgen, og være tilbage i de sunde vaner, så hun igen kan mærke overskud og selvtillid, nytter det bare ikke at starte lige så hårdt ud som hun slap. Hun bliver nød til at få en følgesvend, som hun skal forene sig med de næste måneder, nemlig
TÅLMODIGHED
Vi lavede derfor en plan for hendes første 3 ugers come back som er:
En gåtur 3 x om ugen
Søvn, søvn, søvn
6 måltider pr. dag
BUM, intet andet.
For at få Mette på rette spor igen er det nemlig vigtigt, at hendes krop er udhvilet og så lidt stresset som muligt.
En træt og stresset krop responderer ikke godt på hård træning, så en gåtur er både overskuelig og holder stresshormonet kortisol nede.
De 6 måltider pr. dag holder hendes blodsukker stabilt og gør, at hun har mere fokus på, at hun skal huske at spise, i stedet for på alt det hun ikke bør spise.
Når vi mødes igen om en uge, er der stor chance for, at Mette har haft succes med at overholde vores aftaler, og succes avler succes, så mon ikke hun er på rette vej igen.
http://anjanielsen.dk/wp-content/uploads/2016/01/anja-nielsen-logo.png00Anja Nielsenhttp://anjanielsen.dk/wp-content/uploads/2016/01/anja-nielsen-logo.pngAnja Nielsen2016-07-31 10:08:482016-07-31 10:09:54Mette har taget 8 kg. på, og hun er super sej!!!
De seneste uger har jeg været sammen med en masse forskellige mennesker i forskellige sociale sammenhænge. Af en eller anden grund, ender jeg med at sidde og lytte til nogle kvinder, som går op i slankekure.
Måske er det et tilfælde? Måske er der bare mange af dem?
Disse kvinder har bare UTROLIG travlt med at give mig diverse slanketips – jo, det kan godt være, at de vejer 10 eller 20 kg. for meget, men det der med slankekure og sundhed, DET har de sgu forstand på!!!!
Nogle af de gode råd jeg har fået:
Du skal bare bytte iceberg salat ud med spidskål, så taber du dig helt vildt
Godt så, det vidste jeg alligevel ikke, at det der spidskål er SÅ effektivt
Du skal bare gå en tur hver dag. Drop at løbe, gåture er MEGET mere effektivt..
Javel ja, jamen så dropper jeg da bare min hårde intervaltræning og går en lille tur i stedet.
Hvis man får medicin som f.eks. antidepressiv medicin, kan man lige så godt glemme at tabe sig. Lige meget hvad man gør vil man tage på.
Okay, så lige meget hvad man gør?
Skyr, ja altså skyr er bare SÅ sundt og proteinrigt. Du skal bare spise en masse skyr…
Tak for tippet, så tror jeg da, at jeg vil leve af det.
Og så er der jo samtidig alle undskyldningerne som f.eks. mangel på tid og motivation.
Jeg kan ikke lade være med at tænke:
Okay, ligner jeg måske en, der aldrig har spist broccoli?
Jeg takker for de gode råd, men jeg har altså hørt om både spidskål, skyr og broccoli, og det gør det altså ikke alene.
Indrømmet, jeg sidder faktisk og bider mig lidt i tungen i de der sammenhænge, men hey, jeg er ikke på arbejde, og de har ikke bedt om mine råd, for deres egne virker jo helt fantastisk og klart, dem jeg sidder og taler med har det da meget hårdere end alle os andre.
Jeg er fuldstændig indforstået med, at kål er bedre end iceberg salat (læs: mætter mere pga. højere kostfiberindhold). Jeg er også helt med på, at det ikke er alle, som bør løbetræne. Hvis du er i virkelig dårlig form og starter helt fra bunden, hvis du er ramt af stress eller din krop på anden vis er max presset, vil en daglig gåtur gøre underværker.
Jeg er også helt med på, at meget medicin, specielt antidepressiver fører til vægtøgning MEN jeg kender simpelthen INGEN, som er blevet overvægtige af at spise sundt og dyrke regelmæssig motion.
Hvis din gåtur er hen til bageren efter en kage, er det nok bedre at droppe den.
Ja, spidskål er fantastisk, men hvad spiser du imellem dine måltider?
Skyr bliver lovprist pga. sit høje proteinindhold, og er da også særdeles fremragende som morgenmåltid eller mellemmåltid. Men skyr alene gør det jo ikke. Vær i øvrigt opmærksom på, at skyr med frugtsmag ofte indeholder en hel del sukker.
Hvor meget snacker du i løbet af dagen?
Antidepressiv medicin fører ofte til vægtøgning og nedsætter din forbrænding, men mangel på signalstoffet serotonin vil få dig til at efterspørge kage, chokolade og sukker. Kunne det måske også være dette du er blevet overvægtig af ?
Tid? Sjovt nok er vi her født lige. Uanset andre sociale uligheder, har vi alle fået 24 timer i døgnet. Hvordan vælger du at prioritere døgnets timer?
Så skal vi ikke bare kalde det det er?
Hvis du vil tabe dig, handler det om at lette røven og lukke munden, men det handler også om at tage ansvar, ansvar for din søvn, ansvar for din tid, din energi og dit eget liv.
Jeg har fuld respekt for, at du har udfordringer, som gør, at du er presset, stresset, ikke magter at passe på dig selv, får medicin osv. Men sig det da som det er:
”Jeg er fed, jeg orker ikke at lave noget fysisk, jeg er træt, ked af det og deprimeret og har svært ved at tage ansvar for mit eget liv”
så har du nemlig noget du kan arbejde med, og noget du kan søge hjælp til!!!!
Og bemærk; jeg siger ikke, at du er forkert eller mindre værd, hvis det er sådan du har det, og du har også ret til at være præcis som du vil, men HVIS du nu er en af dem, som bruger en masse krudt på det der med slanketips, skyr og spidskål, fordi du er ked af, hvordan du har det eller sådan som din krop ser ud, så kan det være, at du skal se andre veje.
Det er hverken skyr, spidskål eller en daglig gåtur, som bliver din vej til et varigt vægttab, men en beslutning om, at gøre noget ved det. At tage dig selv seriøst og behandle din krop med respekt.
Jeg er fuldstændig med på, at det kan være både svært, hårdt og tidskrævende at ændre din livsstil, men det er måske tid til at kigge indad.
Hvorfor er det, at du spiser større mængder og mere usundt end du bør?
Spiser du på dine følelser og hvilke?
Hvor vigtig er du?
-er du nu helt sikker? Måske din partner, dit arbejde, dine børn, din familie, dine naboer, din hund eller dine venner er bare en lille smule vigtigere, så du IGEN kan droppe den træningsaftale du har lavet med dig selv…..
Jeg kender ingen, som er kommet sovende til en flot og sund krop. De som har en sådan, har prioriteret sig selv og bruger energi, tid og penge på at passe på sig selv.
Sundhed er ikke bare noget du får helt automatisk, men det giver hurtigt mærkbare resultater, når du begynder at gøre noget ved det.
Er det svært?
JA
Kan du få hjælp til både kost, træning og at lære at prioritere dig selv
JA
Kan du få hjælp til at få din krop i balance efter lang tids indtag af medicin?
JA
Er det din beslutning?
JA
PS: jeg starter nye 12 ugers livsstilshold op i Vejle og Horsens i uge 34 og 35. Du kan læse mere om forløbet HER
http://anjanielsen.dk/wp-content/uploads/2016/01/anja-nielsen-logo.png00Anja Nielsenhttp://anjanielsen.dk/wp-content/uploads/2016/01/anja-nielsen-logo.pngAnja Nielsen2016-07-26 01:52:212016-07-26 13:49:17Drop nu det skyr og de dårlige undskyldninger
Hver søndag er der løbetræning kl. 9.00 nul dut og hvad jeg troede i starten ville blive lange flade kedelige løbeture har vist sig at være super sjovt. Og hårdt. Jeg kan godt lide at løbe, men har glemt at træne i to år, så formen plus en del ekstra kilo gør det ikke afsindigt sjovt at løbe mere.
Jeg har gjort det, fordi det er nemt og hurtigt at spænde skoene på, men jeg har ikke decideret nydt det og den såkaldte lækre ’runners high’ følelse har i hvert fald ikke haft travlt med at komme forbi mig.
Til den første løbetræning, skulle vi lige have pudset formen af og tjekket op på, hvor vi var henne i formen. Ruten vi skulle løbe på var Djævleruten og som navnet klinger, deraf også oplevelsen. En nasty en af slagsen. Dog i smukke omgivelser, men helt ærligt, det opdagede jeg ikke, fordi jeg havde ret travlt med at holde tungen inde i munden og få min krop til at løbe i bare nogenlunde tempo uden at kollapse helt. Det lykkedes næsten.
Vi er lige nu midt i forløbet og har derfor været ude at spæne rundt på mange forskellige måder, som på ingen måde har været en flad lige og kedelig rute. Træningen har bestået af intervalløb på bakker, terningeløb på en legeplads, hvor man skal løbe forskellige sekvenser alt efter hvad terningerne viser. Vi har været på en smuk rute bagved lossepladsen, hvor der selvfølgelig var indlagt en omgang på en forhindringsbane, for den lå jo ’tilfældigvis’ lige ved siden af. Men også dét var sjovt. Fordi. Man glemmer at man træner.
Jeg har altid haft et lidt anstrengt forhold til den der ’det skal være sjovt at træne’, for vi ved jo godt alle sammen at det er ulidelig hårdt at komme i form, blive stærkere, smide ekstra kilo og komme tilbage i sine gamle jeans. Men faktisk, så er der sket det til min løbetræning, at jeg er kommet hjem med et stort smil på læben og har haft det super sjovt.
Det skal du selvfølgelig ikke sige til nogen. Skulle da nødig blive opfattet som en af de der lalleglade træningsentusiaster.
Pssst! Jeg kan anbefale at tage en tur sammen med Flo Rida og Robin Thicke ;-)
I sidste uge havde jeg opstart på et personligt træningsforløb med en skøn kvinde; 2 børn, mand, travlt job, hus mv.
Kvinden havde været igennem en længere stresset periode af private årsager. Nu var hun der, hvor hun bare havde brug for at prioritere sig selv, mærke sin egen krop og have fokus på egne behov. Hun havde i mere end 6 måneder prøvet at komme i gang med at træne, sove mere og spise sundere.
Kvinden ved præcis hvad hun skal gøre, men hun har simpelthen ikke kunnet komme i gang. Hun var røget ind i et mønster med at pleje familien, passe jobbet, køre børnene til sport, ja kort sagt, sørge for, at alle andre omkring hende havde det godt, og derved fuldstændig nedprioriteret sig selv og sine egne behov.
Kender du det?
Jeg tør væde på, at hende jeg skriver om, er pigen, som altid lavede sine lektier til tiden, at hun er den pige, som fik top-karakter i skolen, altid har passet sine ting, afleverer sine ting til tiden, kommer til tiden og at hun er en fantastisk mor, datter, veninde, kæreste, ansat, kollega og nabo.
Lyder det bekendt?
Kvinden er vant til at træne, så vi lavede et split program og vi havde aftalt, at hun skulle sende mig en oversigt over hvordan hun havde spist de seneste 3 dage. Dette skulle jeg så kigge på og vende tilbage med lidt feedback.
Jeg havde haft nogle travle dage, så havde kun nået at skimme hendes kostregistrering, og sagde derfor, at jeg ville vende tilbage med en skriftlig feedback, og at jeg beklagede meget, at jeg ikke havde nået det til den pågældende dag.
Kvindens svar; ”Åh jamen det haster jo heller ikke, altså det er jo ikke så vigtigt, du gør det bare når du engang har tid”
Lyder det bekendt?
Mig: ”STOP nu det pis der!!!! Selvfølgelig skal jeg skynde mig at give dig noget feedback, du er jo skide vigtig, og dette er DIT forløb, lad nu være med at tale dig selv sådan ned”
Kvinden fik tårer i øjnene; ”Nå ja, du har ret, jeg skal vist til at tage mig lidt sammen”
Kvinden jeg skriver om, er ikke enestående, faktisk vil jeg vove at påstå, at 80-90% af de kvinder jeg møder som personlig træner og coach har samme mønster. De har haft så travlt med at være alt muligt for alle andre, at de fuldstændig har glemt sig selv.
Flere af disse kvinder ved slet ikke, hvad der skal til for at gøre dem glade, de ved ikke hvad de vil have og hvorfor. Faktisk er mange af dem kommet så langt ud, at de kun ved hvad de IKKE vil have.
Så kære kvinde, forstå nu, at når du skal være så meget for alle andre, er det vigtigt, at du også er en masse for dig selv.
http://anjanielsen.dk/wp-content/uploads/2016/01/anja-nielsen-logo.png00Anja Nielsenhttp://anjanielsen.dk/wp-content/uploads/2016/01/anja-nielsen-logo.pngAnja Nielsen2016-06-07 12:16:392016-06-07 12:16:39Kvinde; så fat dog hvor vigtig du er!!!!
En torsdag morgen til fællestræning har jeg så ondt i benene af syre fra tirsdagens træning, at jeg har lyst til at give mig til at tude. Jeg synes simpelthen det er synd for mig og jeg synes simpelthen også det virker som om de andre får meget mere ud af træningen end mig. Har de ikke også allerede tabt sig mere end mig? Er de ikke også blevet stærkere? Er det ikke også bare fordi jeg ikke har kunnet komme til alle træningerne?
Jeg bliver sur på mig selv over at jeg har ladet stå til i så mange måneder. At jeg har tilladt min krop at komme så meget på afveje, at jeg virkelig skal kæmpe for at få den tilbage. Indsæt selv de former for ynk du kender.
Vores træner den dag, starter med at bede os om at gå op og ned af trappen, sådan lige for få gang i opvarmningen. Jeg hader ham. Jeg kan jo ikke gå op af den trappe. Det gør virkelig nas.
Mig: ”Jeg kan ikke gå op af den trappe, det er fuldstændigt umuligt”
Træner: ”Joh, det kan du sådan set godt. Bare kom i gang.”
Så jeg begynder at gå op. Trin for trin. Det gør afsindigt ondt. Men jeg gør det og det bliver bedre. Lidt bedre. Som kroppen bliver varm. Det gør stadig ondt på den der herligt sviende måde, men jeg tvinger mig selv til det.
Og ja. Det var bare en omgang opvarmning på en trappe i et fitnesscenter, men min reaktion var et klokkeklart vink med en vognstang for, hvordan min motivation er, når det gælder mål for min krop. Jeg klynker. Det er sgu ikke noget jeg er stolt over, men det gør jeg. Jeg kan ikke overskue det, hvis den ikke gør som jeg gerne vil have den til i det øjeblik jeg gerne vil have den til det. Læg dertil, at jeg ikke bare skal smide 5 kg. Jeg skal smide i hvert fald 15 kg og allerhelst 20 kg og for hver gang jeg tager et skridt opad på den skide trappe, dunker jeg mig selv oven i hovedet. Hvorfor f….. kunne jeg ikke bare ha’ holdt min krop ved lige, så jeg lige nu kunne være tilfreds med den? Så den ville være stærk og fit til at kunne klare de trapper og jeg skulle ikke græmmes hver gang jeg kigger mig selv i spejlet.
Jeg kommer igennem morgentræningen, men hiver min træner i ærmet, da vi er færdige og ber om en samtale. Jeg ved ikke helt hvad jeg vil sige, men jeg har indset at netop motivation er min akilleshæl. Jeg ved godt hvad jeg skal spise. Jeg ved godt, hvordan jeg skal træne. Jeg ved godt, hvilke kosttilskud der er gode, men jeg kan ikke overskue tanken om at skulle blive ved og ved uden at se resultater.
Vi sætter os ind i lokale og lukker døren. ”Nå. Hvad så?”, siger han og jeg begynder at famle lidt med ordene. Synes måske det er sådan lidt flovt. Altså jeg har jo hverken en skade, eller vejer 400 kg for meget, så jeg synes måske det er lidt krukket, at jeg ligefrem ber om en samtale.
”Jamen, det er bare fordi… altså jeg synes bare ikke rigtigt…det går bedre men, jeg kan ikke rigtigt…..”
”Det lyder måske lidt som om du trænger til at holde snuden i sporet, for du kommer ikke til at tabe dig 20 kg på en måned.”
Nå. Og hvad mente han så med det?
Jeg forberedte mig på en lang forklaring med alle de ting jeg udmærket godt vidste i forvejen, men så spurgte han hvor mange kg jeg ville tabe mig inden 15 juli. Øøøøh hvad? ”10 kg, det kan du godt nå at tabe”, og så hev han 10 stykker A4-papir frem og lagde dem på gulvet foran mig i en lang række. Jeg sad i den ene ende og han stod i den anden. Og pludselig gav det mening. At tab af kilo og bedre form kommer trinvis. Hello stupid, det siger jo sig selv, men det var alligevel rigtigt fint at sidde der og glo på 10 hvide stykker papir og visualisere dem forsvinde. Det gav på en meget banal måde – god mening.
Men er det ikke logik for burhøns, tænker du? Jo. Det er det. Men det er nogle gange de mest simple ting, man ikke kan få øje på, i sin famlen for at nå sit mål.
I denne uge skulle jeg være alene hjemme med mine to børn i en uge, da min mand skulle til Kina for at deltage i et løb. Der var egentligt lagt op til en uge med masser af tid til træning og ro på kosten, da ingen andre voksne mennesker kunne ”forstyrre” med slik, is eller kage.
Men. Universet og jeg var ikke helt enige om det set-up og i det øjeblik min mand boardede flyet i Helsinki med kurs mod Kina, fik begge mine børn omgangssyge på den der helt overdrevne måde, hvor man som forælder ligner en bange hamster efter to dage uden nattesøvn og afsindig mange tøjvaske.
Jeg måtte vinke farvel til fællestræning tirsdag og torsdag, da ingen ligefrem brændte efter at komme og passe af frygt for at indhalere samme virus.
Torsdag var jeg så desperat at jeg pakkede blege unger ned et IC3 tog og tog over til en veninde i København. Optimistisk tog jeg løbetøjet med og løb en tur rundt om søerne. En tur jeg har løbet tusindvis af gange og jeg glædede mig til det.
Men. Det var verdens dårligste løbetur. Kunne slet ikke finde den rette vejrtrækning. Mine ben gjorde ondt og jeg følte mig simpelthen så tung. Heldigvis for min stoltheds skyld, havde jeg noget løbetøj på, som jeg virkelig godt kan lide og som jeg har det godt i, så i det mindste gik jeg ikke også ned på udstyr.
Der er ikke meget mere at sige til den uge, end at jeg fik øvet noget seriøs trappetræning, da vi har soveværelser på 1. Salen og vaskerum i kælderen. Jeg fik øvet min parathed og omstillingsevne en hel del, da jeg hovedsageligt blev vækket om natten og på et nanosekund skulle vurdere situationens karakter og handle derefter.
Mine børn roste mig endda for min hurtighed og min ene søn spurgte helt oprigtigt: ”Mor, hvordan kan du komme hen til mig så hurtigt med en brækspand, når jeg kun har sagt mooar, én gang?” Det er bare sådan noget man lærer på Bodychallenge, min dreng.
Så faktisk var jeg ikke ked af at have misset to af ugens tre træninger, for det her føltes som en omgang hardcore crossfit med alle de børn og vasketøj jeg skulle slæbe rundt på. Oven-i-hatten ville jeg ikke have overlevet, hvis ikke jeg havde kørt benhård mentaltræning, så jeg synes faktisk jeg klarede det ret godt.
Sindssyg god sideeffekt det har, det her Bodychallenge.