Facebook, onsdag kl. 10.13:

Mig: ”Men INTET af det jeg gør virker!”

 

Anja: ”Tror du virkelig du kan fucke din krop op i to år, og så fikse det på 12 uger?”

Fuck

Således oplyst gik jeg bandende ud i køkkenet og kiggede ned i min grøntsags-skuffe i køleren. Broccoli. Bah! Kål. Bah! Salat. Bah! Gulerødder. Bah! Giv mig noget sukker, noget kage, en iskold weissbier med ristede nødder til. Eller bare hvad som helst andet end de grøntsager.

 

Indsæt selv alle de bandeord du kender her: _______________, så har du nogenlunde titlen på min seneste uge.

 

Dertil har jeg haft følelsen af at slæbe rundt med en tonstung minearbejder på ryggen hele ugen. Tunge ben. Tung krop. Tungt hoved. Tungt humør og en kostplan jeg var uvenner med. En fedtprocent, der virkede urokkelig og en hidsighed over at min krop ikke er 25 år længere. Hej kliché. Og hej kliché, at jeg er gift med en sportsmand, som på 10 sek. Kan gøre min superfede racercykel klar til forårsturene. Som snildt kan pege og på vores TRX-system og vægtstangen i garagen og minde mig om at alle dele er til fri afbenyttelse – for ikke at tale om de tre kettlebells, der står så fint på rad og række. Ironien er da til at få øje på.

 

Særligt fordi ingen i huset er fanatiske med sport. Min mand gør det fordi han kan lide det, og det har han altid gjort. Han psykopat-træner ikke og spiser efter en kostplan, men når ungerne er lagt i seng løber han gerne en tur, eller nupper en time på cyklen midt på dagen, for lige at cleare tankerne.

 

Alt i alt rigtig fin inspiration, men der er jo ikke rigtigt nogen der kommer og fjerner fedtet om natten eller løber for mig eller træner med vægte, mens jeg ligger mageligt i min sofa. Min krop er heller ikke 20 år længere, så det der med KUN at begynde at træne og så se kroppen forandre sig på forholdsvis kort tid, det er bare slut, som i: s.l.u.t.

 

Der er nye boller på den suppe som hedder: tålmodighed. Noget der absolut IKKE ligger i mit DNA. Jeg hader alt der går langsomt. Jeg gider ikke at det pludselig skal tage fire måneder at tabe ét kg. Og nej, jeg elsker ikke min krop imens eller kan nyde at jeg gør noget godt for mig selv mens jeg venter på at jeg kan presse min røv med i de jeans der ligger og venter.

 

Mentaltræning, sagde du?

 

Fint. Det må så vente til næste uge.

 

Jeg skal lige være færdig med at være sur først.

 

AnnametteFuhrmannAf Annamette Fuhrmann

Jeg havde 10 par bukser liggende i mit skab. Pæne var de. Dyre var de. Godt sad de. Jeg behøvede ikke trække maven ind, før de skulle lukkes og jeg behøvede sådan set heller ikke bekymre om min røv nu så (for) stor ud.

Spol to år frem.

Jeg har stadig 10 par bukser liggende i mit skab. Pæne er de. Dyre er de. Men. Godt sidder de ikke og jeg skal trække maven ind om til rygsøjlen, hvis jeg bare så meget som tænker på at lyne dem 5 mm. Det er sådan set rimelig noller. Faktisk er det pisseirriterende.

Men det er ikke det eneste der er pisseirriterende ved ikke, som i: overhovedet ikke, at have trænet i to år. Faktisk er der så mange ting, at jeg ikke engang gider at nævne dem her. Du ville komme til at kede dig inden de 20 grunde var nævnt og i øvrigt kender du sikkert godt fornemmelsen. Med andre ord: lad mig ikke vade mere i det.

Det er ikke uvant for mig at træne med tunge vægte. Heller ikke at løbe. Eller træne på diverse fitnesshold. Jeg har ligesom bare glemt det. Imellem tiden har ikke glemt at drikke vin. Jeg har heller ikke glemt hvor alt det gode mad og snacks står i dagligvarebutikkerne. Faktisk kan jeg høre det kalder på mig, når jeg ankommer med en ellers standhaftig mine og resolut går forbi de hylder. ”Aaaaaaaaannaaaaameeeeeettøøøøøøøø, vi stååår heeerovre”, kalder det.

Og så er jeg faldt i. Igen og igen.

Men. Nu er det slut.

Jeg har set i øjnene at det sjovt nok IKKE falder af af sig selv, det fedt. Det skal smeltes væk og helst af en kombination af hård træning og hep undervejs.

Derfor meldte jeg mig for to uger siden til Challenge holdet.

Hermed uddrag fra min første uge.

Den allerførste træningsdag var sat til at vare tre timer. Vi skulle måles, vejes, konditestes og hives i dellerne med en fedttang. Av.
Jeg gruede lidt for, hvem mine holdkammerater ville være og jeg gruede ærlig talt en hele del over den såkaldte ”bip-test”, man skal igennem den første dag. En test, hvor man skal løbe og stoppe op. Løbe og stoppe op. Indtil man simpelthen er ved at hoste lungerne op.
Lige den dag havde jeg ok gode ben, og trods følelsen af at løbe rundt med et mellemstort barn på maven aka de ekstra 14 kg der er kommet på, så gik det faktisk bedre end forventet og jeg var ikke den sidste.

Så langt så godt.

Tre dage efter stod den på fællestræning og med selvtilliden i orden fra min allerførste træning, gik jeg til stålet fra starten. Jeg kender øvelserne. Har lavet dem mange gange før. Jeg havde bare lige glemt HVOR hårde de er. Én ting er at træne med vægte, en anden ting er træne med sin kropsvægt.

Jeg kunne simpelthen ikke tage én eneste armbøjning. Ingen. Nul. Nada. Godt. Så er der da noget at arbejde med. Resten af timen foregik i en form for tåge, hvor jeg delvis havde tunnelsyn delvist så meget sved i øjnene, at de ikke kunne åbnes. Heldigt nok. For så kunne jeg ikke se hvor åndsvag jeg så ud, når jeg gik i en slags skovskider krabbegang hen langs det meget lange spejl. Jeg ved stadig ikke hvad den øvelse hedder, men den satte sine spor dagen efter. Og dagen efter igen. Faktisk så meget, at jeg var nødt til at gå baglæns ned af trappen og meget gerne ville have brugt en rollator i et par dage. Av. Mine. Ben.

På Challenge holdet er der dog ikke tid til at hvile ret meget på laurbærene. Og de ømme ben, for to dage senere, modtog jeg beskeden fra en træner ved navn Kristian, at vi lige skulle varme lidt op på trappen. Ej. Helt. Ærligt.
Men jo. Det skulle vi. Afsted det gik. Eller afsted jeg vraltede. Det var ikke kønt. Men det gjorde godt. Virkelig godt. Virkelig virkelig godt. Og virkelig virkelig skønt at mærke kroppen igen.

En af de grunde til min krops muteren er selvfølgelig det oldgamle regnskab, der ikke balancerede. Der kom mere ind end benene kom ud og forbrændte noget af det. Men det er ikke den eneste grund. Min krop har i lang tid været stresset. Og når den er stresset, så holder den på alt hvad den kan holde på. Væske. Kager. Rødvin. Og alt det fedt den har. Det er den skide god til. INTET af det jeg puttede i kæften blev forbrændt og ved en måling på Tanita vægten, viste min forbrænding sig som en lillebitte streg. Nærmest usynlig streg.

Men no more piberi. Det er sådan set bare at gå i gang. Med at træne regelmæssigt og holde sig til kostplanen. Noget jeg har overordentligt svært ved. Man skal spise konstant og med mange grøntsager ligner man en omvandrende grøntafdeling, hvis man har en madpakke med.

Sidste træning på ugen er så fint tilrettelagt med en omgang løbetræning. På Djævleruten. For de uindviede kunne man måske tro, at det var en sød lille rute, men den passer overordentligt godt til sit navn. Den rimer også vildt godt på syretunge ben og selvom den kun er 5,5 km, så skal jeg da love for, at det føles som at få en velplaceret lussing på konditionstallet. Av.

Nu er det søndag aften. Benene er holdt op med at ryste og jeg kan allerede efter en uge mærke humøret på mine jeans er steget. De 10 par, der ligger og venter på at jeg kan lukke dem er optimistiske. ”Vi ved vi skal ud og feste sammen til sommer”, sagde de til mig for lidt siden. Og det skal vi bare. Feste og fejre.

Jeg kan mærke det her bliver godt. Ret godt. Og hårdt. Men godt. Meget godt.