Husker du at lege?
På vores 12 ugers Body Challenge forløb har vi en mand med, ”V”, på 61 år. ”V” har trænet styrketræning siden han var ung og er super sej. Han deltager på forløbet for at blive udfordret træningsmæssigt, da han har for vane at træne på samme måde hver uge, og det har han gjort i mange år
På forløbet laver vi mange øvelser, som stimulerer nervesystem, samsyn og balance, og her er ”V” udfordret. På trods af, at han løfter tungt i både squat, bænkpres og dødløft, har han utrolig svært ved, at lave de mere funktionelle øvelser som turkish get-ups, box jumps mv.
”V” var i starten af forløbet super frustreret, for hvorfor var det lige, at de funktionelle øvelser skulle være så svære for ham? Han stod der ved siden af boksen, og sagde til sig selv, at han skulle hoppe op på den, men kroppen ville ikke. Han havde svært ved at bedømme afstand, følte sig usikker, og var bange for ikke at lande korrekt.
Så på trods af mange års intensiv træning, var ”V”s nervesystem ikke som det burde være. ”V” har glemt at lege. Han har trænet de samme øvelser, og har selvfølgelig holdt sin muskelmasse og sin forbrænding ved lige, men selve nervesystemet er ikke blevet stimuleret optimalt.
”V” fik til opgave at lege – han skulle hoppe, klatre, kravle og rulle. Allerede i løbet af få uger var der en væsentlig forbedring at se i træningen. Det nye fokus i træningen har boostet hans samsyn, hans balance og hele hans nervesystem, så han har fået lettere ved at lave de forskellige øvelser.
Men det er naturligvis ikke bare for, at man lettere kan udføre øvelser i fitness centeret, at det er vigtigt at lege. Dit samsyn, balance, og nervesystem er afgørende for din funktionalitet i hverdagen, din evne til at holde balancen, bedømme afstande og holde kroppen ved lige. Samtidig stimuleres BdNF, det man kalder hjernens væksthormon, som står for at danne nye forbindelser mellem hjernecellerne.
Så tænk på at lege noget mere i din hverdag, hop mellem hver 2. Flise når du går på fortovet, gå på line, hop fra sten til sten eller fra træstub til træstub, hop op af trapperne osv. Der findes mange øvelser du kan lave i din dagligdag.
I fitness centeret kan du ligeledes udfordre dig selv med mere funktionelle øvelser og med øvelser, hvor du krydser midtlinjen på kroppen og derved udfordrer begge hjernehalvdele og hele centralnervesystemet.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!