En torsdag morgen til fællestræning har jeg så ondt i benene af syre fra tirsdagens træning, at jeg har lyst til at give mig til at tude. Jeg synes simpelthen det er synd for mig og jeg synes simpelthen også det virker som om de andre får meget mere ud af træningen end mig. Har de ikke også allerede tabt sig mere end mig? Er de ikke også blevet stærkere? Er det ikke også bare fordi jeg ikke har kunnet komme til alle træningerne?
Jeg bliver sur på mig selv over at jeg har ladet stå til i så mange måneder. At jeg har tilladt min krop at komme så meget på afveje, at jeg virkelig skal kæmpe for at få den tilbage. Indsæt selv de former for ynk du kender.
Vores træner den dag, starter med at bede os om at gå op og ned af trappen, sådan lige for få gang i opvarmningen. Jeg hader ham. Jeg kan jo ikke gå op af den trappe. Det gør virkelig nas.
Mig: ”Jeg kan ikke gå op af den trappe, det er fuldstændigt umuligt”
Træner: ”Joh, det kan du sådan set godt. Bare kom i gang.”
Så jeg begynder at gå op. Trin for trin. Det gør afsindigt ondt. Men jeg gør det og det bliver bedre. Lidt bedre. Som kroppen bliver varm. Det gør stadig ondt på den der herligt sviende måde, men jeg tvinger mig selv til det.
Og ja. Det var bare en omgang opvarmning på en trappe i et fitnesscenter, men min reaktion var et klokkeklart vink med en vognstang for, hvordan min motivation er, når det gælder mål for min krop. Jeg klynker. Det er sgu ikke noget jeg er stolt over, men det gør jeg. Jeg kan ikke overskue det, hvis den ikke gør som jeg gerne vil have den til i det øjeblik jeg gerne vil have den til det. Læg dertil, at jeg ikke bare skal smide 5 kg. Jeg skal smide i hvert fald 15 kg og allerhelst 20 kg og for hver gang jeg tager et skridt opad på den skide trappe, dunker jeg mig selv oven i hovedet. Hvorfor f….. kunne jeg ikke bare ha’ holdt min krop ved lige, så jeg lige nu kunne være tilfreds med den? Så den ville være stærk og fit til at kunne klare de trapper og jeg skulle ikke græmmes hver gang jeg kigger mig selv i spejlet.
Jeg kommer igennem morgentræningen, men hiver min træner i ærmet, da vi er færdige og ber om en samtale. Jeg ved ikke helt hvad jeg vil sige, men jeg har indset at netop motivation er min akilleshæl. Jeg ved godt hvad jeg skal spise. Jeg ved godt, hvordan jeg skal træne. Jeg ved godt, hvilke kosttilskud der er gode, men jeg kan ikke overskue tanken om at skulle blive ved og ved uden at se resultater.
Vi sætter os ind i lokale og lukker døren. ”Nå. Hvad så?”, siger han og jeg begynder at famle lidt med ordene. Synes måske det er sådan lidt flovt. Altså jeg har jo hverken en skade, eller vejer 400 kg for meget, så jeg synes måske det er lidt krukket, at jeg ligefrem ber om en samtale.
”Jamen, det er bare fordi… altså jeg synes bare ikke rigtigt…det går bedre men, jeg kan ikke rigtigt…..”
”Det lyder måske lidt som om du trænger til at holde snuden i sporet, for du kommer ikke til at tabe dig 20 kg på en måned.”
Nå. Og hvad mente han så med det?
Jeg forberedte mig på en lang forklaring med alle de ting jeg udmærket godt vidste i forvejen, men så spurgte han hvor mange kg jeg ville tabe mig inden 15 juli. Øøøøh hvad? ”10 kg, det kan du godt nå at tabe”, og så hev han 10 stykker A4-papir frem og lagde dem på gulvet foran mig i en lang række. Jeg sad i den ene ende og han stod i den anden. Og pludselig gav det mening. At tab af kilo og bedre form kommer trinvis. Hello stupid, det siger jo sig selv, men det var alligevel rigtigt fint at sidde der og glo på 10 hvide stykker papir og visualisere dem forsvinde. Det gav på en meget banal måde – god mening.
Men er det ikke logik for burhøns, tænker du? Jo. Det er det. Men det er nogle gange de mest simple ting, man ikke kan få øje på, i sin famlen for at nå sit mål.