Yum Yum og kompromiser
For mig er sundhed ikke sort/hvid. Jeg forsøger, at give mine børn så sund og varieret kost som muligt, og lære dem om vigtigheden i, at passe på sig selv. Jeg syntes ikke selv, at jeg er ekstrem, (selv om mine drenge nok vil mene noget andet) men jeg har ret faste principper om, hvad de må få, og hvad de ikke må få at spise.
Sundhed handler dog også om at indgå kompromiser, f.eks. har mine drenge i mange år spist havregryn til morgenmad, ovenpå havregrynene kunne de få en håndfuld rugfras eller af og til corn flakes, men ALTID med havregryn. Jeg laver også hellere scramblede æg, kalkunbacon og lækkert rugbrød end at servere rundstykker i weekenden.
En torsdag aften inden spisetid udviklede en indkøbstur i Super Brugsen sig næsten til et drama foran en kassedame og 3 andre kunder i køen til kassen, da min søn mere end kraftigt insisterede på, at vi skulle købe Yum Yum nudler med til hans madpakke
For de uindviede er Yum Yum nudler små poser med billige nudler lavet af hvedemel, en lille pose med kyllinge- eller oksekødsaroma og en masse E-numre.
Mig: ”NEJ, det får du så ikke med til din frokost”
O: ”arh kom nu, alle de andre må få det, hvorfor skal vi altid være så sunde og kedelige i vores familie”
Mig: ” Vi er da ikke kedelige, du må gå i skole i lyserøde gamacher og tyl skørte, men du får ikke nudler med til frokost”
O: ”Det er bare SÅ typisk, når jeg bliver 18 vil jeg spise ALT det jeg ikke må”
Mig: ”Det lyder da som en god ide, hvad vil du så egentlig spise?”
O: ”Yum yum nudler, kinesiske jordbær og Gin……….”
Mig: ”øh godt så, jamen så må du da glæde dig enormt meget til du bliver 18 år”
Vi kom ud af Super Brugsen UDEN Yum Yum nudler, men med en virkelig muggen dreng.
En bemærkning fra min mor dagen derpå (ja, det er jo blandt andet det man har bedsteforældre til) fik mig til at tænke på, at jeg måske kunne bruge de der (i min verden klamme) nudler til at indgå et kompromis. Grøntsager og salat er nemlig ikke ligefrem på min søns liste over hans yndlings spise.
Kompromiset blev:
Et stk. Plastic bøtte med spidskål, agurk, sukkerærter, gulerødder, kyllingefilet, kalkunbacon i små tern OG ½ pakke kogte Yum Yum nudler uden tilsat aroma og E-numre men i stedet lidt dressing.
Resultat:
Et stk. søn som gladelig spiste sin madpakke, fik spist flere grøntsager og mere protein end til sin normale frokost OG ca. 35 g. nudler.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!